TILFLUGT

efter gårsdagens lettere følelsesladede og ikke at glemme på kanten til depressive indlæg, har jeg brug for noget til at holde mit hoved beskæftiget så jeg ikke endnu en gang taber mig selv i uforklarlige, meningsløse og for ikke at sige ligeud latterlige tanker har jeg søgt tilflugt i den bunke lektier der som sagt har ophobet sig i løbet af den sidste uge. selvom det brænder i baghovedet at det kun er et desperat forsøg på at undslippe at skulle analysere min egen opførsel, er det alt jeg kan gøre. et håbløst men dog flittigt og sikkert konstruktivt forsøg på at undslippe en virkelighed jeg ikke er klar til at se i øjnene, selv efter al den tid der er gået siden jeg for første gang reflekterede over tanken. 

har svært ved at skulle overskue de næste dage, har fra 8-16 med en konstant og uundgåelig påminder om hvad det er jeg forsøger at undertrykke, så det skal nok blive sjovt. håber jeg skal i tivoli på fredag, og at jeg kommer nogenlunde helskindet igennem ugen og alle de mange opgaver og lektier jeg - på nuværende tidspunkt - er gået død i. på baggrund af overstående, føler jeg måske lidt jeg burde være med i et dårligt reality show, men så igen - muligheden at det bare er mig der opføre mig åndssvagt er lidt for stor, så hvad forskel skulle det gøre om verden kunne følge med og dømme, jeg dømmer mig selv og det må være nok for nu. forstår i det hele taget ikke hvordan nogen kan få løst et psykologisk belastende og socialt udfordrende problem med et kamera hold i røven, men ja, der er vel så meget jeg ikke forstår. set i lyset af seneste events er jeg dog tilbøjelig til at tro jeg kunne bruge noget dr. phil hjælp, til trods for at omfanget af mit ''problem'' er minimalt i forhold til hvad de tager hånd om i det program, ikke at jeg nogensinde har skænket det et blik, eller at jeg nogensinde kommer til det. det er meget muligt at folk der ikke selv kan håndtere deres liv og problemstillinger har brug for at involvere hele verden og KOMPLET FREMMEDE mennesker i deres sørgelige situationer, men jeg er bestemt ikke en af dem. jeg håber på det er min underbevidsthed der spiller mig et pus.

måske er det egentligt det faktum at jeg prøver at ligegyldig-gøre alle de her følelser der gør at jeg i øjeblikket ikke er i stand til at komme videre, eller glemme det. ja, nu lyder jeg da ihvertfald som en høj betalt tv-talkshows vært... det er svært at pleje et sår, når man er usikker på hvad der har forsaget det... skal det blot renses? skal det smøres med mirakel creme? måske skal det bindes i bandage, måske er et plaster nok? men så igen, måske kræver det medical assistance... måske er det ikke engang et sår. måske blot en overfladisk rift som forsvinder inden for et par dage. måske efterlader det et år som vil sidde der forevigt. 

vi har alle sammen bagage med os. noget vejer intet, mens andet kan være en livslang byrde at bære. alt vi kan håbe på er, at vi har lært af den bagage og at vi stadig lærer af den og at den ikke påvirker fremtiden negativt. at ingen - udover undertegnede - lider under den. for det er ikke andres job at bære din bagage, men blot at acceptere at den er der og at den nogen gange vejer ekstra tungt. 

jeg ved ikke om der er nogen der har gidet at læse med helt herned til, jeg forstår godt hvis ingen har, det er en meget lang og sikkert fuldkommen meningsløs tekst, men skulle nogen have klaret den skriftlige udfordring , siger jeg tak. tror jeg vil pleje mig selv med et sidste afsnit awkward. 

//amanda//